Heine Skjerning
Baglæns inklination
Det grønne rum
1. Blandform med Nålefilt, ca. 400 cm x 60 cm. x 50 cm
med inskriptionen og titel "Baglæns Inklination",
2020
2. Amorfe nålefiltskulpturer, variabel ca 180 cm x 180 cm x 80 cm 2010 3. Oliemaleri (grønt). cm: 27 cm x 27 cm, 2000 – 2020
Det grå rum
1. Oliemaleri (rødligt). cm: 27 cm x 27 cm, 2000 – 2020
2. Brændt ler med tekstil og blandformssokkel. ca: 60 cm x 30 cm x 30 cm.
Sokkel ca: 40 cm x 40 cm x 12 cm, 2017
3. Bærbare amorfe nålefiltskulpturer, variabel ca 80 cm x 80 cm x 80 cm, 2010
4. Bærbare amorfe nålefiltskulpturer, variabel ca 80 cm x 80 cm x 80 cm, 2010
Maglemølle
Tiden har overhalet den gamle kraftstation, og det har givet plads til nyt - og aktuelt en kunstudstilling.
De gamle industribygninger er forførende smukke med gigantiske voluminer og spor af det liv og det arbejde, der gennem årene er udlevet her. Det her er værdifuld kulturarv. Bygningernes historie skal bevares som et minde og visualiseringen af, hvad der skabte vores velfærdssamfund. Men på en måde, så det samtidig kan gives nyt indhold.
Andre steder i Europa har man set mulighederne i nedlagte industriområder. Dele af Ruhr-distriktet har udviklet sig på en måde, hvor gammel kulturarv er blevet til værdifulde, rekreative rammer. Der har det vilde infiltreret og overgroet pladsen mellem bygningerne.
Bygningerne står som dramatiske skulpturer med vildt smuk patina i et landskab af ny natur. Maglemølle er en af Næstveds havns potentialer. Her kan vi lave noget enestående, noget, der ikke findes andre steder i Danmark.
Næstved kan også stille sig op i rækken af havnebyer med forestillingen om, at rige skatteborgere ønsker at bo i vindblæst nybyggeri. Problemet er bare, at gentrificeringen dræber det liv, man forestiller sig at blive del af. Men Næstved er da klogere.
Forestil dig den gamle havn i Næstved som naturpark og med kulturelle aktiviteter poppende op her og der i en uorganiseret blomstring.
Forestil dig de gamle industribygninger som monumenter mellem vilde planter og træers gradvise tilbageerobring fra ressourceforbrugende industri.
Forestil dig stilheden, som du aldrig før har mærket den.
Forestil dig stilheden understreget af de vilde planters løv, der måske rasler, måske suser svagt i vinden, mens fuglestemmerne dirrende erstatter lyden af lastbiler og industri.
Forestil dig, at det ikke bare er livet mellem husene, men også livet mellem arbejde og produktion. En tid, hvor beslutningstagerne ikke går i panik ved tanken om ikke at dirigere al vores tid og energi. Tid er tid og ikke penge. Penge er kun tid. Tid er mere end penge.
Forestil dig tid. Tid som tid. Tid.
“Og hvad vil du så leve af?”, stemmen er irriteret og mere end let aggressiv.
“Åh.., jeg nøjes med jordbær og bobler, tak!”
Kunst fuldendes i dig, der opmærksomt betragter, reflekterer og deltager. Som kunstner føler jeg mig ofte ekskommunikeret som en forsmået kæreste, der tigger om at få bare lidt af opmærksomheden. Idéer koger og bobler. Popper op fra forgængernes skuldre. Cirkulerer imellem os og fanges ind i nye forestillinger. Men fælles for det hele er, at idéerne springer fra menneske til menneske.
Fra ét menneskeerkendelsesrum til det næste menneskerum, med mulighed for at deltage og blive del af tankernes bobleskum.
Kunst er et erkendelsesrør gennem mennesker; en energimotorvej elektrisk af kærlighed. Kunst er det, vi egentlig er - som natur, der er bevidst om, at den er til.
”Baglæns Inklination”, som vises på maglemølle.com 01, er tredje værk i en serie på tre fundamentalt forskellige arbejder fra 2020.
På min mark: “Månens Inklination”, en tredelt skulpturgruppe.
Og sidst: “Inklination”, et ganske stort maleri, 200 x 285 cm, som ikke ses på maglemølle.com 01.
“Baglæns Inklination” er en nålefiltsinstallation, der på mange måder peger tilbage på en række projekter, der har fundet sted gennem flere årtier.
Hvorfor nålefilt: Materialet interesserer mig og er billigt at konstruere projekter i. Materialet er umiddelbart frastødende, men trækker en række associationer med ind i arbejderne. Institutionsmateriale, det offentlige rums antihygge, og slidstyrke fremfor komfort.
Gulvet som det laveste og mest horisontale med fravær af vertikalernes hierarki. Det fladeste udgangspunkt, selv et hul i gulvet afviger mere fra nulpunktet.
Men jeg kan lide farven. Jeg kan lide materialets diffuse overflade og afvisning. Jeg kan lide nålefiltens fleksibilitet og formbarhed, når jeg syr udskæringer sammen. Former, der opstår af materialets begrænsninger.
Der er noget baglæns i overhovedet at udstille i et fortidens monument. Måske er det en anelse nostalgi, der behager os i oplevelsen af Maglemølles rustikke voluminer og flader. Der er i hvert fald et tilbageblik i at arbejde med nålefilt i min værkproduktion. Jeg mimer, jeg søger formerne i rummenes rod og erosion, farver og atmosfære.
Mest af alt er jeg her optaget af transformationer fra et rum til det næste. Det eksemplificerer kunstens måde at springe fra kunstneren og ud i betragteren. Vi perciperer, vi mimer eller rettere genskaber i vores bevidsthed.
”Baglæns Inklination” strækker sig i bogstaveligste forstand gennem to rum.
Uanset om man kan lide et værk, så cirkulerer det allerede i sindets proces.
Vi er fælles om kunst. Kunst er det, der sker i os, og som vi har muligheden for at danse sammen omkring.
Ordet inklination handler om bøjning (muligvis som anerkendelse) eller om objekters position i forhold til hinanden. Månens inklination er den vinkel, som månens rotationsakse har i forhold til banen omkring jorden – eller var det omvendt?
Skulpturerne “Månens inklination” er opbygget med tre vertikaler i form af betonsøjler, der hver især bærer en bronze i akkurat samme, vandrette plan. Omgivelserne opleves i forhold til skulpturgruppens horisontal og vertikaler.
Maleriet “Inklination” er malet efter otte års arbejde i Akademiraadet. Jeg er stolt af at få lov at deltage i det forum gennem alt den tid, jeg orkede. Og spændende var det, en læringsproces for mig, som gav mulighed for at møde vores fagligheder i mange perspektiver. Især var arkitekterne i rådet en stor inspiration for mig. At møde mennesker med så stor entusiasme, at dumpe ned i så mange faglige spidsfindigheder er det akademi, som Beuys ønskede, vi alle kunne være del af.
Jeg stillede op som spreder – og er det stadig. Det er min opfattelse, at værdifuld kulturarv går tabt, hvis vi danser med de samme hver gang.
Succes er et halvstabilt ligevægtssystem, der balancerer talent, magt og sympatiske forbindelser. Troen på objektive kriterier? De er gode, de der får, men måske mangler der brikker i puslespillet. Det anerkendelsesværdige er anerkendelsesværdigt, men samtidig en forenkling og dermed mangelfuldt.
Vi er bedst tjent med mangfoldighed. Vi kan bruge kulturen til at bekræfte det allerede erkendte, eller vi kan bruge kulturen som en prisme, der kaster nye belysningsvinkler. Vi er jo alle ens, bare på forskellige måder.
Mit liv som surrogateskimo
Forestil dig min mor, før hun fik mig, før hun havde mødt min far. Hun er meget ung og er barnepige for en grønlandsk dreng. Jeg ved ikke hvordan og hvorfor, hun blev barnepige for det grønlandske barn. Jeg tror, det var et eller andet med en veninde, men hvis jeg fik fortalt historien, så har jeg glemt den, men derimod husker jeg tydeligt, at hun pludselig en dag fortalte, at jeg havde fået navnet Heine, fordi hun havde passet en dejlig, lille grønlandsk dreng med netop navnet Heine.
Årtiers undren var nu blevet til et billede af min mor som ung babysitter, med instinkt for kærlighed til børn og dybt forelsket i et par gnistrende, sortbrune øjne. En lille grønlandsk dreng, så dejlig, at da hun, som stadig meget ung, fik sit første barn, skulle hendes søn have samme navn som den grønlandske dreng. Af alle navne, navnet Heine.
Siden min mor i en sen alder fortalte mig om, hvorfor jeg fik mit navn, har jeg følt en særlig tilknytning til Grønland, som om navnet gav mig retten til at låne lidt af de stolte billeder af mennesker med evner, der gør dem i stand til at leve i og aflæse et så barskt og smukt land, som jeg ganske vist aldrig har set med egne øjne. Det har ikke gjort mine forestillinger mindre om Grønland og grønlændere.
Oprindelsen af ordet ”eskimo” er ikke helt tydelig for mig og uden negative konnotationer, tværtimod forestiller jeg mig smukke billeder og mennesker, der lever med sensibilitet for et liv, hvor ånder og myter åbner sprækker i almindelighedernes hellige ligegyldigheder. Et liv besjælet af en dybere læsning og af stilhed uden forlegenhed mellem mennesker. Men samtidig er der nogle, der mener, at ordet eskimos oprindelse er “ekskommunikeret”.
Tid fik jeg, og mindre opmærksomhed, end jeg havde håbet. Men deri ligger en anden velsignelse. Omkring mig voksede et stykke kultiveret natur. Vækster, der efterhånden kun lever som relikter, sender skyer af insekter og sommerfugle op af sommerdagene.
En anden mulig betydning af ordet ”eskimo” er forbundet med forestillingen om Rousseaus ædle vilde, befriet fra kulturens byrde. Gad vide om inuit Heine vendte tilbage og lever i Grønlands vilde natur. Sansende den klare luft, vinden og det dramatiske landskab. Solbagt hud, missende øjne, der sender et dræbende skud gennem stilheden og nedlægger det næste måltid.
Sørup
Jeg går rundt mellem træer, jeg selv plantede, og nu minder mig om min alder. Her forsvinder tiden på smukkeste vis i mit landskab. Gradvist forvitrer resten af verden. Små støvkorn lyser kortvarigt op i solstriberne. Danser rundt i en kulørt galakse af bitte små, stærkt farvede Ganesh-figurer i plast. Opløsningen fortsætter i stadig mindre dele.
Et iltatom, der susede gennem John Lennons næse for at slippe ud i cirkulationen igen. Hvor den mindst et par gange blev optaget i din iltoptagelse og siden min, med mellemlandinger i løv på en Ginkgo og i irdumentstøvet på en borevii. Måske blev det senere igen frigivet fra i en yunnansienses lilla blomst, hvis blomstring kun varer en for kort tid.
Måske møder jeg en dag inuit Heine. Det kunne være spændende at møde Heine.
“Baglæns inklination” arbejder i Maglemølles arkitektur, mimer kraftcentralens kanaler og installationer af ledninger og rør.
“Baglæns inklination” indgår i en trilogi, der peger ud i omgivelserne på forskellig vis og handler om relationer og positioner.
8 år. Tid er det eneste, vi har indtil, der heller ikke er mere tid.
August 2020, Heine Skjerning
